2018 har været et spændende år på mange måder. Vi er så heldige, at det også blev i år, at vi fik to nye selskaber med ombord – begge fra samme mand, nemlig Søren Ravn fra Kolding. Hans formål med at hoppe med ombord var at være repræsenteret både i netværket og på andre måder.

Søren, der til dagligt er en travl herre, faldt, som han selv udtaler det, for Nicolajs entusiasme, og blev grebet af det anderledes netværk, da det i den grad skiller sig ud fra andre på markedet. Det at være med til at støtte op om et åbenlyst og ikke mindst seriøst talent som Nicolaj, kunne Søren ikke sige nej til. At omdrejningspunktet er motorsport, er blot en bonus. 

To virksomheder = to muligheder

Aftalen for 2018 blev meget forskellig for de to virksomheder. IN2ZYM er et forholdsvist nyopstartet brand med fokus på sportsernæring og kosttilskud, og passede jo lige ind i Nicolajs univers som elitesportsmand. 

”Nicolaj er den perfekte Moonwalker, som vi kalder vores ambassadører. Den eksponering og branding, som han kunne tilbyde IN2ZYM på de sociale medier og igennem hans seriøse projekt har virkeligt gjort en forskel for os”, fortæller Søren om samarbejdet med Nicolaj.

Udover at være sponsor, har IN2ZYM også været stærkt repræsenteret i netværket på Fyn i form af Martin Holmblad, hvor sparring og udvikling har været på dagsordenen.

Strategien for samarbejdet med Sjølund A/S har været en hel anden. Her stod oplevelser højest på programmet. Virksomheden inviterede 50 mand med til den store VIP-havefest, da Aarhus Classic blev afholdt.

”Det fik vi meget positiv feedback ud af mandag morgen, og det gav os rigtig meget som virksomhed”, udtaler Søren.

24 fede timer på Nürburgring

Da 24-timers løbet blev afholdt på Nürburgring i maj måned, var Nicolaj klar til start for Audi, hvilket IN2ZYM var hovedsponsor på. Det resulterede i en kæmpe eksponering foran 250.000 tilskuere til et af verdens største og vildeste racerløb. IN2ZYM fik leveret en billedpakke, som kunne bruges i deres markedsføring, og Søren selv var med helt bag kulissen til årets vigtigste løb for Audi.

”Det var en helt unik oplevelse, som man ikke kan sammenligne med noget, at følge Phoenix Racing og Nicolaj på så tæt hold”, fortæller Søren.

Oplevelser og netværket

En oplevelse der virkeligt står klart for Søren, var turen til GT4 European finalen sammen med 110 sponsorer fra Race Club. På denne tur var man virkeligt en del af rejsen, og også en del af sejren, da Nicolaj blev Europamester.

”Jeg oplevede en tur, der med den lækreste VIP-behandling, intens race og gode mennesker gav nogle gode relationer, der virkelig kan bruges. Vigtigst af alt var, at paraderne blev sænket, da man tilbragte så meget tid sammen, og det skabte en atmosfære af tryghed og tillid. Jeg kom hjem med en masse nye og spændende relationer. At Nicolaj blev Europamester fuldender jo blot den perfekte weekend”, fortæller Søren.

Vi spurgte Søren, om han ville anbefale netværket til andre.

”ALLE burde kigge på dette netværk, og de ting som Nicolaj kan levere, for vi har vist at ligegyldigt om du er i opstartsfasen eller er en stor etableret virksomhed, så kan både netværket, oplevelserne, eksponeringen og rejserne bruges! Jeg vil bestemt anbefale dette netværk, hvilket jeg egentlig allerede gør, når jeg møder folk”, siger en smilende Søren Ravn.